young-couple-workout-1487352901UFz

3 tips til dig, der er ny i styrketræning

Har du længe gået og luret på styrketræning som din nye motionsform, eller er du allerede begyndt, og synes du, at det kan være lidt svært at finde rundt i, hvad der er op og ned? Det skal hverken være besværligt eller frustrerende at begynde på en ny slags sport, og selvom de mange råd på nettet og i diverse magasiner er velmenende, så kan det hele desværre hurtigt blive en anelse forvirrende, for hvad er sandt, og hvad er falsk? Læs med her og få styr på de tre vigtigste punkter der findes, når du er ny inden for styrketræningens verden.

Dit fokus

Dit fokus bør hovedsageligt ligge på at komme af sted samt at yde dit maksimale. Når du er ny i styrketræning, er det slet ikke lige så vigtigt, hvor mange gange du løfter vægten, eller hvor mange sæt du tager, som hvis du havde trænet i længere tid. At få trænet 2-3 gange i ugen giver meget bedre resultater end blot én træning i ugen, og derfor handler det om, at du har det sjovt og dermed får lyst til at gentage successen. Når alt kommer til alt, så er det en minimal forskel, det giver, og derfor skal du blot gå efter at træne, som du selv bedst kan lide det!

Smid hæmningerne

Når du træner, så er det vigtigt at huske på, at det ikke er en skønhedskonkurrence eller nogen anden form for konkurrence. Det handler ikke om at være bedre end ham, der står ved siden af dig; det handler om at være bedre end dig selv dagen forinden. Derudover skal du tænke på, at resultaterne kommer til dem, der kæmper for det. Så smid hæmningerne og pres dig selv, og vær ikke bange for at se dum ud eller stønne lidt for højt. Det er meget mere imponerende at se folk give den gas, og det giver respekt.

Læs op og bliv god

Er der noget, du er i tvivl om, fx en øvelse der er lidt mere kompliceret eller andet, så læs op på det eller spørg i stedet for at pådrage dig en skade, blot fordi du var lidt for genert. De fleste mennesker, hvad end de er trænere eller blot fritidsmotionister, vil gøre deres ypperste for at hjælpe dig, og oftest er det også bare en ros at blive spurgt. Du skal huske på, at hvis du først får lært dig selv en dårlig vane, så er den rigtig svær at komme af med igen. Vær skarp fra start og fokuser på kvalitet frem for kvantitet, hvilket med andre ord betyder, at det er vigtigere at køre med god teknik og få kilo, end blot at løfte en masse kilo med dertilhørende dårligere teknik.

Tilbage er der blot at ønske rigtig god fornøjelse med træningen – husk at give den gas!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *