Alternative motionsformer

Tre alternative måder at komme i form på

Normalt skriver vi her på RunningStyle.dk om løb – til nøds om cykling eller andre former for traditionel motion. I dag hopper vi dog over i en helt anden boldgade; vi kigger nemlig nærmere på tre alternative måder at komme i form på. Disse metoder vil egne sig til dig, der ikke er vild med selve det ”sportslige” element i fx fodbold eller basket, men også til dig, som ønsker et formål med den fysiske aktivitet – altså foruden et bedre helbred, vægttab eller lignende. Motion behøver ikke at være 2 meningsløse timer på landevejen eller i fitnesscentret – det er nedenstående eksempler bevis på.

Gå på jagt efter danefæ – efterhånden en folkesport

Skattejagt er ikke kun for børn; det er så sandelig også for eventyrlystne voksne, som måske ovenikøbet har lidt for meget på sidebenene. Flere end nogensinde før deltager i disse år i jagten efter danske nationalskatte såsom armbånd, mønter og redskaber efter en række markante fund landet over.

Eksperter taler om nærmest folkesportslignende tilstande, og her på RunningStyle.dk kan vi kun råbe hurra. Jagten foregår nemlig i det fri, og den kan sagtens vare en hel dag, hvor agendaen står på frisk luft, masser af kilometer og bevægelse. Det eneste, du som sådan skal bruge for at komme i gang, er et sæt raske gummistøvler, passende påklædning og selvfølgelig skattejægerens bedste ven, metaldetektoren. Find en test af de bedste modeller her. Held og lykke med at finde guldhornene – alternativt smider du blot et par kilo.

På med gummistøvlerne – du skal ud at fiske

Uanset om fisk er din livret eller ej, er fiskeri en sjov og anderledes aktivitet, der byder på masser af timer i det fri med frisk luft, høj til loftet og ofte lange gåture. Det bedste tidspunkt for at få bid er ofte tidligt om morgenen (og gerne i regnvejr), hvilket også kan være det spark, du har brug for, hvis du bøvler med at sove alt for længe. Du kan fiske alene eller i selskab med andre fiskere, og der er flere forskellige former for fiskeri; lige fra flue til flyder. Selvom du ikke fanger noget, er det alligevel en oplevelse i sig selv at komme af sted og vandre op og ned langs floden eller åen – og så gør det jo ikke noget, at det forhåbentligt også kan ses på badevægten.

En tur i haven gør underværker

Som havemenneske er der intet bedre end at bruge weekenden i haven blandt blomster, buske og træer. Man mister hurtigt tidsfornemmelse i forbindelse med, at rødderne fra et gammel træ graves op og fjernes, eller børnenes legehus renoveres. Det er dog ikke bare for din egen (og dit hus’ værdi) skyld, at du bør tage dig godt af haven – det kan i særdeleshed også hjælpe dig med at holde eller komme i form. Mange af opgaverne er fysiske krævende, og når du omsider smider dig i sengen om aftenen, er musklerne sikkert ømme efter en lang dag, hvilket kun er positivt – det viser, at kroppen er brugt og har forbrændt en masse energi.

Der er ingen undskyldninger, når det kommer til at passe på sin krop og vægt, og det behøver ikke være kedeligt at gøre netop dette. Find en aktiv hobby, der tiltaler dig – så kommer vægttabet af sig selv.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *